Scandic-hotel vinder to priser ved rejsebranchens Oscar
Palace Hotel Copenhagen blev kåret som ”Danmarks førende hotel” og ”Danmarks førende forretningshotel”, da de prestigefyldte World Travel Awards for nylig blev uddelt i Tyrkiet.
World Travel Awards er den højeste udmærkelse i den internationale rejsebranche, og The Wall Street Journal har kaldt uddelingen ”rejsebranchens Oscar”.
Siden 1993 har tusindvis af turistaktører været med til at vælge årets førende rejseprodukter – og i år satte Scandics Palace Hotel Copenhagen sig på to ud af de tre priser, der bliver uddelt til danske hoteller.
Palace Hotel Copenhagen vandt nemlig ikke alene hovedprisen ”Danmarks førende hotel”, men også i kategorien ”Danmarks førende forretningshotel”. Hotellet har været nomineret i begge kategorier de seneste seks år og strøg altså i år helt til tops ved det store prisoverrækkelsesshow i Antalya i Tyrkiet.
”Det vigtigste for os er selvfølgelig, at vores kunder er glade for at bo på Palace Hotel Copenhagen. Men når det er sagt, er vi enormt stolte af de to World Travel Awards. Det er rejse- og turismebranchen selv, der står bag udvælgelsen. Så priserne viser, at vores arbejde for at gøre Palace Hotel Copenhagen til et topklassehotel både for privatrejsende og forretningsgæster har båret frugt,” siger Jens Mathiesen, adm. direktør for Scandic Danmark.
Palace Hotel Copenhagen ligger centralt på Rådhuspladsen i København og er nyrenoveret i moderne design. Hotellets 5. sal er indrettet som executive-etage med nye suiter til konferencer, delegationer eller private fester, ligesom tagterrassen byder på en af byens bedste udsigter.
Læs mere om World Travel Awards her: http://www.worldtravelawards.com
For mere information, kontakt:
Jens Mathiesen, adm. direktør, Scandic Danmark: 33 48 04 55
Pia Jakobsen, hoteldirektør, Palace Hotel Copenhagen: 23 68 04 78